tirsdag den 16. februar 2010

Råd 13: Hvordan det også kan gøres

Råd 13: Hold det enkelt
En gang i mellem findes der noget på nettet, der skal deles med så mange som muligt. Jeg vil sige tillykke til Sygehus Vendsyssel og Grethe Nørgaard og overlader nu ordet til Grethe.

Vagtplanlægning der batter
På Kirurgisk afsnit 106 på Sygehus Vendsyssel har medarbejderne stor indflydelse på deres egen arbejdstid. Det har betydet et meget lavt sygefravær og en næsten ikke eksisterende medarbejderomsætning. Den unikke ordning betød, at Sygehus Vendsyssel vandt årets Balancepris 2009

Vagtplanlægningen på afsnit 106 på Sygehus Vendsyssel er næsten den rene juleaften. Her er det de 43 ansattes ønsker til arbejdstid og mødetid, der dikterer vagtrullet – og selvom kabalen er stor og svær at få til at gå op, lykkes det. Og det er lykkedes hver gang i de 11 år, afdelingssygeplejerske Grethe Nørgaard sammen med souschef Susanne Bæk har skruet vagtplanen sammen på en lidt usædvanlig facon:

- Jamen, vagtplanen tager udgangspunkt i medarbejdernes ønsker: Hvor mange timer om ugen, de vil arbejde, hvilken slags vagter, de gerne vil have, hvor lang en arbejdsdag, de ønsker og så videre, forklarer Grethe Nørgaard.

Den fleksible vagtplanlægning betyder, at medindflydelse og medarbejdertrivsel er noget, der går hånd i hånd på afsnit 106. Sygefraværet for afsnittet var i 2008 på 1,78 %, og medarbejderomsætningen er nærmest ekstremt lav: Ti medarbejdere har sagt deres stilling op i løbet af de sidste 11 år – seneste opsigelse kom for halvandet år siden. Og på trods af, at medarbejderne har individuelle arbejdsønsker og på trods af, at afsnittet bruger en fast afløser, der tager forskellige typer af vagter, har afsnit 106 økonomisk overskud.

- Alt glider glat, man kan altid få fri eller byttet sin vagt. Jeg tror, alle på denne måde føler et medansvar for at få tingene til at gå op. Hvis man selv får det, som man gerne vil, må man også giver lidt tilbage ved at byde ind på andre vagter, siger souschef Susanne Bæk og suppleres af sin kollega Lene Toft, der mener, at man selv bliver mere fleksibel på en fleksibel arbejdsplads: Når afdelingen forsøger at opfylde ens ønsker, så vil man også gøre noget for afdelingen.

Alt kan lade sig gøre
Grethe Nørgaard går langt i hensynet til individuelle ønsker, når der skal lægges vagtplan: Der er medarbejdere, der foretrækker at arbejde 7-14 for at give børnene kortere dage i institutionen. Andre møder 8-15. En har fri om mandagen, mens en anden hver onsdag møder kl. 10. Der er seniorer i afdelingen, der arbejder på nedsat tid – og en anden, der kun må arbejde 3 dage i træk. Alt sammen lader sig gøre. Men, indrømmer Grethe Nørgaard, det er ikke nødvendigvis nogen helt enkel opgave:

- Det er da lidt af et arbejde, når så mange forskellige ønsker skal indfries – og arbejdet skal passes. Men omvendt: Hvem har sagt, at der absolut skal være to i vagt frem til kl. 7 – og 12 i vagt efter 7? Vi er fleksible i vagtplanlægningen, og det giver ro og kontinuitet i afdelingen. I mine 11 år på afdelingen har jeg ikke brugt et vikarbureau én eneste gang. Vi dækker for hinanden, når der en sjælden gang er sygdom.

Lavpraktisk og funktionelt
Når der er ønsker om ændringer til planen, så sætter medarbejderne den vagt, de gerne vil af med, til salg ved at klistre en gul lap på det ringbind, der rummer de næste fire-fem måneders vagtplaner.

Uhyre lavpraktisk og simpelt – men også funktionelt. Grethe Nørgaard bruger ca. en time om dagen på at justere vagtplan og rykke rundt på de vagter, som medarbejderne bytter rundt mellem sig. Men tiden er givet godt ud, understreger hun:

- Jeg tror godt, vi kan sige, at vi har god trivsel på arbejdspladsen. Og eftersom vi aldrig bruger vikarer, så giver det også overskud på budgettet, siger Grethe Nørgaard.

Unik indsats gav Balancepris
Balanceprisen gives til en offentlig arbejdsplads, som har gjort en særlig indsats for at skabe sammenhæng mellem arbejds- og familieliv, og i kategorien ”Offentlige virksomheder” var Sygehus Vendsyssel oppe imod 44 andre virksomheder. I sidste ende løb Sygehus Vendsyssel dog med prisen, hvilket blandt andet blev begrundet med, at Kirurgisk afsnit 106 er en arbejdsplads med komplekse udfordringer, som de har været i stand til at løse ved at sætte fokus på arbejdstidsplanlægning - initiativet skiller sig ud som noget særligt, og kan tjene til inspiration for lignende arbejdspladser.

Vil du vide mere om vagtplanlægningen på Sygehus Vendsyssel, så kontakt afdelingssygeplejerske Grethe Nørgaard på telefon 99642024 eller pr. mail grno@rn.dk.

ps. ovenstående er hentet fra Danke regioners hjemmeside.